Bølgerne gik højt i det ansete tidsskrift Human Reproduction i foråret 2017. I en artikel gennemgik bioetikeren Guido Pennings, hvad forskningen dengang vidste om donorbørn og åbenhed: Er det godt eller skidt for børnene at få at vide, at de er blevet til ved sæddonation? Ifølge Pennings var den videnskabelige evidens ret sparsom, og den viden, der fandtes, pegede på, at åbenhed ikke spillede den store rolle. Hvis donorbørnene sent i deres opvækst opdagede deres oprindelse, kunne det have en lille negativ effekt, men ellers var der ingen målbar forskel.

Pennings sluttede af med at undersøge, om andre forskere på feltet lagde skjulte moralske principper til grund for deres anbefalinger. Han pegede for eksempel på en artikel, som konkluderede, at »der ikke er evidens for, at manglende åbenhed skader trivslen hos forældre og donorbørn«, men alligevel anbefalede åbenhed med henvisning til barnets ret til viden. Den slags var i Pennings øjne ren moralisme. »Man må spørge sig selv, hvorfor de overhovedet har lavet undersøgelsen,« fnøs han.