Forskerfejde. Ville evig sommertid være sundere for os? Hverken politikere eller forskere kan blive enige.
Hvad er klokken?

I sommer vedtog Repræsentanternes Hus med stort flertal den såkaldte Sunshine Protection Act, der skal gøre sommertid permanent i USA. Nu er lovforslaget imidlertid strandet i Senatet, hvor modstanderne advarer mod vintermørket, mens tilhængerne fremhæver de lyse aftener. Typisk. Vi mennesker har opfundet atomuret, der kan fastlægge tiden med 19 decimalers nøjagtighed. Vi kan bare ikke blive enige om, hvad klokken skal være.
Ideen om sommertid opstod omkring år 1900 som et forsøg på at udnytte dagslyset bedre. Den britiske entreprenør William Willett blev dens mest ihærdige fortaler og foreslog i 1907 at flytte urene frem om sommeren, så folk kunne få mere glæde af de lyse aftener og spare på udgifter til kunstigt lys. Forslaget vakte debat og blev først omsat til politik under Første Verdenskrig.


