Madeline Lancaster var lige begyndt som postdoc på Institut for Molekylær Bioteknologi i Wien, da hun opdagede noget mærkeligt. Hun var blevet bedt om at lave en rutineundersøgelse af stamceller fra musehjerner. Det var meningen, at cellerne skulle klæbe sig fast til bunden af en petriskål, men noget gik galt. Cellerne satte sig ikke fast, men flød rundt i næringsvæsken, og da Lancaster undersøgte dem nærmere, fik hun sig en overraskelse. Cellerne havde samlet sig i små klumper og var nu i gang med at organisere sig på samme måde som vævet i en rigtig hjerne. Tilsyneladende var Lancaster ved et uheld begyndt at dyrke minihjerner i sin petriskål.

Opdagelsen blev publiceret i en artikel i Nature i 2013. Her var musene skiftet ud med celler fra mennesker, og det stod med det samme klart, at organoider, som de selvorganiserende vævsklumper blev kaldt, åbnede helt nye muligheder for at undersøge, hvordan den levende hjerne fungerer. Siden da er forskningen i organoider eksploderet. Der er blevet udgivet flere tusind artikler om minihjernerne, og feltet har budt på vilde gennembrud nok til en hel sæson af Black Mirror.