Når spiritualister eller lægmænd besøger hjemsøgte huse og føler, at de kan mærke en tilstedeværelse, kan det være infralyd fremfor ånder, der puster dem i nakken.

Det konkluderer et nyt studie udgivet i tidsskriftet Frontiers. Her har forskere fra MacEwan University i Canada målt, hvordan infralyd påvirker humør og stress. Infralyd er lave, dybe frekvenser under 20 hertz og er umulige at høre, men genereres gennem alt fra storme til trafik og ventilationsanlæg. Og selvom vi ikke kan høre dem, tyder forskernes resultater på, at kroppen alligevel reagerer på svingningerne.

Hvis man besøger et hjemsøgt huse og føler, at man kan mærke en tilstedeværelse. Arkivfoto: Wikimedia Commons
Hvis man besøger et hjemsøgt huse og føler, at man kan mærke en tilstedeværelse. Arkivfoto: Wikimedia Commons

36 deltagere blev placeret alene i et rum, hvor de enten lyttede til beroligende eller foruroligende musik. For halvdelen af deltagerne blev der samtidig afspillet infralyd på 18 hertz. Efterfølgende skulle deltagerne beskrive deres følelser og vurdere musikken, samtidig med at forskerne målte deres kortisolniveau gennem spytprøver. Kortisol er et hormon, der dannes i binyrebarken og fungerer som kroppens primære indikator på stress.

De personer, der var udsat for infralyd, havde højere niveauer af kortisol. De rapporterede også større irritation og oplevede musikken som mere trist.

Ifølge forskerne peger det på, at mennesker kan mærke infralyd uden at være bevidste om det. Kroppen reagerer altså på lydbølgerne, selv når sanserne ikke registrerer dem direkte. Det kan være forklaringen på, hvorfor nogle mennesker føler uro eller ubehag i bestemte miljøer, såsom gamle bygninger med rør og dårligt isolerede ventilationssystemer. Følelser, de måske tilskriver noget overnaturligt, lyder det fra forskerne.

Kortisol spiller en vigtig rolle i kroppens stressrespons, da det hjælper med at reagere hurtigt på fare. Men hvis niveauet er forhøjet over længere tid, kan det have negative konsekvenser for både den fysiske og den mentale sundhed. Derfor er det på tide at sætte større fokus på, hvordan infralyd i hverdagen påvirker trivsel, lyder det fra forskerne.

Frontiers, 27. april