Hedt på slagmarken

Sultne og fattige mennesker på flugt fra ulidelig tørke, slikkende flammer fra naturbrande, havstigninger og oversvømmelser. Kampe om den stadig mere knappe landbrugsjord og konflikter om territorier, efter isen er smeltet, og kystlinjerne har ændret sig. Usikre fødevareforsyninger, stigende priser og voksende ulighed, der fører til øget radikalisering og stigende utilfredshed med regeringer, som ikke gør noget ved klimaforandringer og naturkatastrofer.

Det kan blive scenariet i 2100, hvor kloden forventes at være 2,8 grader varmere end i perioden 1850-1900, hvis verdens lande gennemfører den klimapolitik, der allerede er vedtaget. Forudsigelserne om fremtidens klimakonflikter kommer fra fire af de førende forskere på området, der tidligere i år i en artikel i det videnskabelige tidsskrift Climate Risk Management forsøgte at skitsere, hvilke risici for fred og stabilitet der kan være forbundet med fremtidens globale opvarmning.

Det kan lyde som opskriften på ragnarok, men faktisk er en varmere klode ikke nødvendigvis ensbetydende med en mere voldelig verden.

»Generelt er der bred enighed blandt forskere om, at klimaet vil spille en større rolle for risikoen for konflikt, jo mere temperaturen stiger,« siger Halvard Buhaug, der er forskningsdirektør ved det norske institut for fredsforskning, PRIO, og en af forfatterne til artiklen. »Det betyder dog ikke nødvendigvis, at vi vil opleve flere konflikter i fremtiden, fordi risikoen for konflikt stadig mest vil afhænge af, hvordan faktorer, der ikke har med klimaet at gøre, ændrer sig.«

Forskernes scenarier baserer sig på viden om, hvordan verden plejer at fungere, og det er en usikkerhed, når man skal vurdere konsekvenserne af en klode, der i 2100 sandsynligvis vil være varmere, end den har været i nyere historie.

Men krig og væbnet konflikt behøver ikke klimaforandringernes hjælp for at opstå, og måske skal vi snarere betragte den globale opvarmning og det medfølgende ekstreme vejr som en faktor, der indirekte kan tilføre benzin til de dele af kloden, der allerede brænder:

»Når vi ser overordnet på alle væbnede konflikter de seneste 50 år, er effekten af klima på risikoen for konflikt ret lille, når man sammenligner med betydningen af eksempelvis dårlig regeringsførelse eller et regime, der prioriterer en gruppe over de andre i befolkningen,« siger Halvard Buhaug. »Den bedste videnskabelige vurdering er, at klima også i den overskuelige fremtid vil være mindre vigtigt end politiske og økonomiske forhold.«

Demokrati trumfer varme

Koblingen mellem klima, konflikt og vold er omstridt. For det første er det svært endegyldigt at bevise, at eksempelvis en krig eller en stigning i kriminaliteten skyldes klimaet.

For det andet mener nogle kritikere, at klimaforklaringerne risikerer at frikende krigsherrer og gerningsmænd for deres ansvar.

Men højere temperaturer ser faktisk ud til at kunne forårsage mere vold. Et nyt arbejdspapir har eksempelvis fundet en sammenhæng mellem voldsepisoder og temperaturer i fængsler i Mississippi.

Men pointen er måske, at selvom klimaforandringerne – direkte eller indirekte – kan vise sig at være en af årsagerne til mere vold og konflikt, er det langtfra ligegyldigt, hvad beslutningstagerne gør.

Det viser et andet nyt arbejdspapir. I det var sammenhængen mellem skyderier og høje temperaturer mindre stærk i stater med en mere restriktiv våbenlovgivning.

På samme måde tyder meget på, at der er meget, vi kan gøre, for at klimaforandringerne får mindre betydning for krig og konflikt, selv hvis kloden ender med at blive 2,8 grader varmere i 2100.

Ifølge Buhaug kan man forestille sig et hypotetisk fremtidsscenario, hvor alle lande er blevet demokratiske og har indført politiske tiltag, der beskytter svage grupper og mindsker uligheden:

»Her ville selv et scenario med en temperaturstigning på fire grader give anledning til færre konflikter end i dag, fordi de faktorer er så afgørende,« siger Buhaug.

Derfor skal vi bremse den globale opvarmning, men også huske at blive ved med at arbejde for, at verdens sårbare lande udvikler mere demokrati, bedre retssikkerhed og mindre korruption:

»Man skal ikke forvente, at man kan stoppe de væbnede konflikter i Somalia eller Mali eller få Rusland ud af Ukraine ved at investere alle midlerne i at reducere udledningen af drivhusgasser,« siger Halvard Buhaug.

Det kan imidlertid ikke bruges som et argument for at lade være med at gøre noget for at bremse den globale opvarmning, slår Buhaug fast. De to hensyn følges nemlig i høj grad ad:

»Vi kan ikke nå Paris-målet om at holde temperaturstigningen på 1,5 grader, uden at verdens lande samarbejder,« siger Halvard Buhaug. »Hvis de lykkes med det, og Vesten eksempelvis deler viden om vedvarende energi og klimateknologi med fremadstormende økonomier som Indien og Brasilien, vil det med stor sandsynlighed også mindske risikoen for konflikter. Lande, der samarbejder, plejer ikke at gå i krig med hinanden. Så det er ikke enten-eller. Vi er nødt til at gøre begge dele.«

De arbejdsløse rekrutter

Den globale opvarmning risikerer også at give bedre grobund for terrorisme. Ikke så meget i form af egentlig »klimaterrorisme«, men mere, fordi et varmere og mere ekstremt klima kan udfordre skrøbelige regimer og gøre deres fattige befolkninger mere villige til at lade sig hverve af ekstremistiske bevægelser.

Det forklarer Cullen Hendrix, der er senior fellow ved The Peterson Institute for International Economics og en af de andre forfattere til artiklen i Climate Risk Management. I et notat fra sidste år identificerer Hendrix en række faktorer, der kan øge risikoen for terrorisme i en varmere verden.

Her peger han blandt andet på et studie publiceret for nylig i Nature Climate Change, der viser, at klimaforandringer på verdensplan allerede har bremset produktiviteten i landbruget med omkring 20 procent sammenlignet med en situation uden de medfølgende højere temperaturer, tørke og den mere utilregnelige nedbør.

Særligt de varmere dele af verden rammes hårdt, og påvirkningen forventes kun at blive større i fremtiden:

»Klimaforandringerne kan eksempelvis skabe et stort problem med ungdomsarbejdsløshed i landområder. Mennesker, der har arbejdet i landbrugssektoren, kan nu miste deres job, fordi man på grund af tørke ikke får det samme udbytte som tidligere,« forklarer Cullen Hendrix.

Det er typisk en gruppe mennesker, der i forvejen er i høj risiko for radikalisering.

»De væbnede grupper giver dem ikke bare en fortælling om, hvordan verden fungerer, og hvordan verden eksempelvis ville se ud under et islamisk kalifat. De kan også tilbyde dem et job i en situation med dyb arbejdsløshed og langsigtet usikkerhed om muligheden for at leve af landbrug i fremtiden,« forklarer Hendrix.

Klimadagsordenen passer også godt til den eksisterende fortælling blandt nogle ekstremistiske grupper om, at Vesten er skyld i mange af lidelserne i den fattige del af verden. Det er ikke helt uden hold i virkeligheden, at den globale opvarmning i høj grad skyldes udledninger fra den rige vestlige elites afbrænding af fossile brændsler og overdådige livsførelse.

Naturkatastrofer og ekstremt vejr kan give mange af verdens sårbare stater flere problemer og færre penge at løse dem for. Det kan ikke bare puste til den generelle utilfredshed med regimerne, men også tvinge dem til i endnu højere grad at vælge, hvilke befolkningsgrupper de vil hjælpe ud af de problemer, det mere ekstreme vejr har skabt.

Borgerkrigen i Syrien kan illustrere det komplekse samspil mellem klima og konflikter. Krigen handlede ikke om klimaforandringerne, understreger Cullen Hendrix, men et studie fra 2015 har konkluderet, at den globale opvarmning har forøget risikoen for at opleve den slags tørkeperioder, man så i landet i årene inden opstanden mod regimet. Det er svært at sige, om tørken udløste krigen, men den gjorde det i hvert fald tydeligt, at regimet ikke var i stand til at hjælpe den nødlidende befolkning:

»Der er en gammel talemåde, der lyder, at når tidevandet går ud, kan du se, hvem der har svømmet nøgen. Når en naturkatastrofe rammer, fortæller det en del om en regerings evne til at reagere på katastrofen, men også en del om, hvilke grupper magthaverne er tilbøjelige til at favorisere,« siger Cullen Hendrix.

Den grønne uro

Jo mere vi kan bremse opvarmningen, jo mindre konflikt kan vi alt andet lige forvente i verden. Men samtidig er det vigtigt at forstå, at også den grønne omstilling potentielt kan øge risikoen for uro.

Afgifter og stigende priser på fødevarer og brændstof vil for eksempel ramme fattige grupper hårdest, og det kan skabe øget utilfredshed. Mange sårbare lande er også meget afhængige af turismen, og hensynet til de indbringende tilrejsende kan måske også været en god grund til at holde igen med optøjer. Så selvom det overordnet er godt, hvis den rigeste del af verden stopper med at flyve den halve klode rundt efter oplevelser, kan det lokalt skabe øget ustabilitet.

Den grønne omstilling vil også vende op og ned på verdens energiforsyning. Nogle autokratiske regimer har levet godt af fossile brændstoffer, men ifølge Cullen Hendrix har det vist sig at være meget svært for dem at omstille sig til en virkelighed, hvor de ikke længere kan tjene lige så mange penge på eksempelvis olie.

Derfor vil regimerne måske ikke i fremtiden kunne købe sig til befolkningens accept af det autokratiske styre ved at levere sikkerhed og en høj levestandard, og i takt med at pengene bliver færre, bliver muligheden for at slå hårdt ned på oprørsgrupper og ekstremistiske bevægelser også mindre.

Oliestaterne kan måske heller ikke længere forvente den samme støtte fra verdens stormagter, der i stedet vil rette opmærksomheden mod lande, der har store forekomster af særlige mineraler. De bliver nemlig afgørende i produktionen af de energikilder, som skal erstatte de fossile brændstoffer.

En del af udvindingen af de sjældne mineraler vil imidlertid ske i ganske skrøbelige lande, og ifølge Hendrix har man tidligere set, at der kan opstå voldelige bevægelser som reaktion på minedrift, når det foregår i områder, hvor en allerede marginaliseret lokalbefolkning må bære mange af omkostningerne uden at få del i de enorme indtægter fra minedriften.

Det djævelske paradoks er, at mens klimaforandringerne kan risikere at gøde jorden for konflikt og vold i verdens brændpunkter, kan vi ende med at være relativt forskånede i et land som Danmark:

»Vi har den her ekstreme anomali med krigen i Ukraine, men ellers foregår langt hovedparten af de væbnede konflikter i dag i fattige udviklingslande i Syd- og Sydøstasien eller det sydlige Afrika og i middelindkomstlande i Mellemøsten og Syd- og Mellemamerika. Vi har ingen grund til at tro, at det vil ændre sig dramatisk i fremtiden,« siger Halvard Buhaug.

1,5 eller 2,8

Klimaforandringerne vil ifølge Buhaug få uligheden mellem rige og fattige lande til at vokse, fordi mange af de fattigste lande vil blive hårdest ramt, men de vil i modsætning til de rige lande ikke have råd til at tilpasse sig til de nye betingelser:

»Jo varmere kloden bliver, jo mere sårbare vil mange af de her steder blive. Omvendt vil vi i Vesteuropa måske stadig kunne leve en ret fredelig tilværelse, selv i et fremtidsscenario, hvor verden er 2,8 eller måske endda fire grader varmere – hvis man vel at mærke ikke bekymrer sig om, hvad der sker i resten af verden og formår at skærme sig mod de flygtninge og migranter, der vil væk fra konflikterne i de fattige lande,« siger Halvard Buhaug.

I artiklen tegner forskerne ikke bare et billede af 2,8-gradersscenariet, men også et af det køligere 1,5-gradersscenario, hvor landene har haft held til at bremse temperaturstigningen. I det scenario må de vestlige befolkninger sandsynligvis acceptere højere priser på eksempelvis mad og brændstof, og det kan skabe flere konflikter i rige lande, særligt blandt de fattige dele af befolkningen:

»Jeg tror, at der faktisk kan ende med at være mere social uro og flere protester i de rige vesteuropæiske lande i et 1,5-scenario end i et 2,8-scenario. I hvert fald hvis vi antager, at folk primært protesterer mod de ting, der rammer dem selv. Der vil sandsynligvis ikke være tale om egentlige væbnede konflikter, men mere om protester med eksempelvis vejspærringer eller stenkast,« siger Halvard Buhaug.