Det er en gåde, hvorfor mennesker frivilligt giver nogle af deres surt sammenskrabede midler til velgørenhed uden tilsyneladende at få andet igen end den varmende følelse af godhed. På en måde er denne sprække i vores selviskhed et af naturens store mirakler.

Men nogle mennesker er imidlertid ikke tilfredse med mirakler. De seneste årtier er der simultant opstået bevægelser af effektive altruister i Californiens investormiljø og blandt akademikere ved universitetet i Oxford. De mener ikke, at det er nok blot at donere, og argumenterer for, at man bør give pengene til de godgørende projekter, hvor midlerne vil redde flest liv, fjerne mest lidelse og gøre den største forskel. Drop støtten til de hyggelige velgørenhedsprojekter med nuttede dyr, børnetegninger og velsmurte marketingskampagner, der varmer i maven, lyder parolen groft sagt, og giv i stedet pengene til veldokumenterede tiltag, som bekæmper malaria, vitaminunderskud hos børn i fattige lande eller parasitinfektioner. Eller støt projekter, som giver pengene direkte til verdens allerfattigste, så de kan bruge dem, som de vil.