Falsificeret. Børn behøver ikke en voksen for at lege godt, fastslår nyt studie.
Fri leg
I Falsificeret udfordrer vi hver uge vedtagne sandheder, afliver forældet viden og ser på fusk og fejl i forskningens verden.
Det, vi troede, vi vidste
Traditionelt har forskning set på børns leg fra et voksent perspektiv. »God leg« blev ofte defineret ud fra kriterier som pædagogisk værdi, fysisk aktivitet eller læringspotentiale. Man har antaget, at børns samvær fungerer bedst med visse rammer, og at vellykket leg kræver, at en voksen holder tæt opsyn.

Det, vi ved nu
Men ifølge eksperter i pædagogisk psykologi fra Aarhus Universitet og VIA University College bør voksne måske holde sig lidt tilbage, når de yngste mødes. I et nyt studie publiceret i tidsskriftet Frontiers in Psychology har de interviewet 104 børn og derudfra udviklet en liste med 83 udsagn om leg. 504 børn vurderede herefter god eller dårlig leg ud fra disse udsagn.
Særligt syv elementer blev fremhævet som kendetegn for god leg: social inklusion, fantasi, mulighed for at bryde regler, tilgængelighed, vildskab og spænding, noget at give sig til og »legefølelse« – følelsen af, at legen bare er supersjov og helt rigtig.
»Voksne bør holde op med at forklare børn, hvordan de bør lege,« siger forfatterne i en pressemeddelelse. Den bedste leg har sin egen uforklarlige magi, og det sjove kan netop være at bryde regler, drille hinanden eller lege helt frit uden opsyn.
Men …
En leg kan gå galt, hvis børn bliver uvenner eller nogen holdes udenfor. Rammer, hvor børn frit vælger aktiviteter, kan dog maksimere inklusion og variation. Eksperterne advarer imod at bruge studiet til at definere god eller dårlig leg. Der findes ingen universelle regler, men nogle træk, for eksempel autonomi, går sandsynligvis igen, når børn oplever at lege virkelig godt.
Frontiers in Psychology, 27. marts
Del:

