Amatørisme. Forskere benytter sig i tiltagende grad af data indsamlet fra frivillige verden over. Inkluderende og effektivt, lyder det så positivt om såkaldt citizen science, men kritikere advarer om ubrugelige data.
Forskningens fodsoldater
I onsdags begyndte frivillige, inklusive kronprinsesse Mary, at optage lyden af Danmark under festivalen Forskningens Døgn. Forskerne bag vil vide mere om lydene omkring os, både de menneskeskabte og naturlige, og derfor skal hele landet kortlægges lydligt, som det første nogensinde. En »fremsynet, innovativ og demokratisk måde at drive forskning på«, har uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers sagt om projektet, der har 100.000 deltagere som mål.
Verden bugner af citizen science. Af borgerdreven videnskab, hvor borgeren på den ene eller anden måde er en del af eller med til at indsamle data, som forskerne bruger i deres videnskabelige arbejde. Som på Fyn, hvor de lokale hjælper Syddansk Universitet med at kortlægge den danske marsvinebestand. Andre borgere har læst og skrevet litterære tekster om sundhed og sygdom som et led i forskningen inden for narrativ medicin.
