Maskefald. I lang tid har myndigheder afvist, at den nye coronavirus kan blive hængende i luften, men mere og mere tyder på, det er en fejl, skriver 239 forskere i et åbent brev. Det kan betyde, at masker er langt vigtigere end antaget.
Er der noget i luften?
Siden coronakrisens udbrud har myndighederne nedtonet muligheden for, at virussen skulle være luftbåren. Både herhjemme og hos WHO har beskeden lydt, at virussen smitter via de dråber, vi sender ud i luften, når vi hoster, nyser eller taler – dråber, som hurtigt falder til jorden og derfor ikke når mere end en meter eller to væk fra den smittede. Samtidig har man understreget, at virussen kan smitte via de overflader, dråberne lander på.
Men måske har man taget fejl. I denne uge har 239 forskere fra 32 lande offentliggjort en indtrængende appel, hvor de beder læger og sundhedsmyndigheder om at anerkende den voksende mængde evidens for, at coronavirussen er luftbåren – at den kan sprede sig som mikroskopiske »aerosoler« og dermed holde sig svævende i luften i længere tid.
Del:
