Kort nyt. Mange af verdens migrerende dyrearter trues af udryddelse, viser ny FN-rapport.
Dyr rejse
Den enorme læderskildpadde er altid på farten. I sin evige jagt på gopler kan det vældige dyr krydse verdenshave og tilbagelægge over 15.000 kilometer om året. Sådan har det været i umindelige tider, men i dag er læderskildpadden en truet art. Fiskeri, forurening og global opvarmning presser de rejselystne krybdyr i stadig stigende grad.
Læderskildpadden er bare én af hundredvis af verdens migrerende arter, der går tilbage i antal i disse år. Mandag i denne uge landede den første store FN-rapport på området – State of the World’s Migratory Species – og den er ikke munter læsning.
Blandt andet lyder det, at 44 procent af 1.189 migrerende dyrearter – fra indisk elefant til vandrealbatros – er på tilbagegang i den vilde natur. 22 procent trues direkte af udryddelse.
At mange af klodens migrerende dyr er under pres, er ingen nyhed. I 1979 vedtog hovedparten af verdens lande den såkaldte Bonn-konvention; en mellemstatslig traktat, »der har til hensigt at bevare de vildtlevende dyrearter, der til lands, til vands og i luften regelmæssigt krydser landegrænser«.

Traktaten anerkender 1.189 arter af migrerende pattedyr, fugle, reptiler, fisk og insekter, der alt efter bevaringsstatus skal henholdsvis fredes eller beskyttes. Det er disse 1.189 arter, der er hovedfokus i den nye rapport. Dertil nævnes yderligere 399 migrerende arter, der er enten truet eller næsten truet, men ikke omfattet af Bonn-konventionen.
Samlet set lyder rapportens klare budskab, at der er behov for langt mere og stærkere internationalt bevaringsarbejde, hvis nedgangen blandt talrige arter skal bremses.
Ikke overraskende beskrives menneskets overudnyttelse af naturressourcer og ødelæggelse af levesteder som den primære årsag til de migrerende dyrs deroute.
UN News, 12. februar
World Conservation Monitoring Centre, 12. februar
Del:
