Kort nyt. Gennem årene er der kun kommet mere vold og flere mord i filmkunsten, antyder nyt studie.
Drab og mord på film
Vold sælger, og mængden af dødsfald og mord har været konstant stigende i filmens verden gennem de seneste årtier. I et nyt studie fra Ohio State University har kommunikationsforskere brugt computerteknik til at gennemgå underteksterne fra over 160.000 engelsksprogede film fra tidsperioden 1970-2000.
Forskerne ønskede at undersøge, hvor stor en del af dialogen i hver enkelt film der indeholdt aktive former af ordene »dræbe« og »myrde«. Det anser de for at give et konservativt estimat af voldsniveauet, fordi det ikke medregner mindre ekstreme tilfælde af vold.
På trods af små variationer fra det ene år til det næste kunne de se en tydelig stigning i brugen af voldelige ord, når man så på tidsperioder på fem år eller derover.
Selv i film, der ikke umiddelbart var præget af kriminalitet, var brugen af voldsomme vendinger steget støt, blot med en lidt fladere kurve i forhold til de mere hårdtslående film, fortæller holdet bag undersøgelsen. Det er både kvindelige og mandlige skuespillere, der udstyres med stadig hårdere gloser, selvom kvinderne gennemgående har en lavere forekomst af dræberord end mændene.

Studiet er det første af sin slags med så stort et datasæt, og eksperterne forventer, at stigningen vil fortsætte i de kommende år. Filmmediet kæmper for sit publikum, og tidligere forskning viser, at vold er et af de elementer, som effektivt kan tiltrække seere. Herhjemme har stigende medievold også været i søgelyset gennem de seneste ti år.
JAMA Pediatrics, 30. december
Del:

