Forskerfejde. Norsk forsker har udsat sig selv for Havana-syndromet, skriver amerikansk avis.
Diplomatsygen
En norsk forsker troede ikke på det såkaldte Havana-syndrom. Det er en uforklarlig lidelse, der har ramt amerikanske diplomater i flere lande og ifølge nogle kilder kan være forårsaget af avancerede våben, der udsender elektromagnetisk stråling. For at tilbagevise frygten byggede den norske forsker i 2024 sit eget apparat, der kunne udsende pulserende mikrobølgestråling, og testede det på sig selv. Ifølge The Washington Post udviklede han derefter symptomer, der ligner dem, som siden 2016 har ramt amerikanske diplomater – svimmelhed, kvalme og koncentrationsbesvær. Avisen skriver, at den norske regering har fortalt CIA om forsøget.
Om historien er sand, og symptomerne helt identiske, er uklart. Men sagen er nok til igen at antænde en videnskabelig strid, der længe har været præget af usikkerhed, modstridende resultater og politisk følsomhed.
Del:

