I Falsificeret udfordrer vi hver uge vedtagne sandheder, afliver forældet viden og ser på fusk og fejl i forskningens verden.

Det, vi troede, vi vidste

Det er svært at elske de mange datacentre, som skyder op i disse år, også her i Danmark. De er grimme, de fylder, de sluger enorme mængder vand og elektricitet, men hey, i det mindste er de en god forretning for lokalområdet, lyder rationalet. Da Viborg Kommune i 2015 præsenterede planen om at bygge et stort datacenter for Apple, drømte borgmesteren om 10.000 arbejdspladser, billig overskudsvarme og en tilstrømning af nye, innovative firmaer til kommunen.

Siden er forestillingerne om økonomisk vækst i kølvandet på datacentrene kølet noget af, et kommende datacenter i byen Stovstrup i Vestjylland forventes at give 150-250 faste stillinger og 300-500 afledte job. Men måske skal vi skrue forventningerne endnu længere ned.

Apples datacenter nordøst for Viborg er et af verdens største og har et areal på 166.000 kvadratmeter. Foto: Henning Bagger

Det, vi ved nu

I et nyt arbejdspapir konkluderer et hold amerikanske økonomer, at det økonomiske boost, som følger i kølvandet på et datacenter i USA, er mindre, end man skulle tro. Ja, faktisk er det stort set ikkeeksisterende. I studiet har de sammenlignet amerikanske counties, hvor der blev bygget datacentre, med sammenlignelige områder, hvor der lå et forslag på bordet, som aldrig blev realiseret.

Studiet viser, at investeringerne i datacentrene skaber meget få varige lokale job, og at det ikke ser ud til at trække andre virksomheder til området. De potentielle ekstra skatteindtægter spises op af øgede udgifter til infrastruktur, der lægges pres på den lokale vand- og elforsyning, og i nogle tilfælde kan datacentrene føre til faldende boligpriser. Studiet giver altså masser af ammunition til de mange amerikanere, der ønsker centrene til Langtbortistan.

Men …

Studiet er endnu ikke fagfællebedømt, og det er i øvrigt ikke sikkert, at de amerikanske fund kan overføres direkte til Danmark. Det er også muligt, at datacentrene ikke har den store lokale effekt, men til gengæld er forbundet med gevinster på samfundsplan. For det enkelte område ser regnestykket dog ud til at gå i minus. Cecilie Cronwald

SSRN (preprint), 4. september