Forskerklumme. Hvor hører jeg til? Det spørgsmål er ikke altid nemt at svare på for de minoritetsetniske danskere, der skal vælge, hvor de vil begraves.
Det sidste hvilested
I disse uger kører Altinget en debat med titlen »Er velfærdssamfundet rustet til flere minoritetsetniske ældre?«. Afsættet er en fremskrivning af befolkningstal: I dag er cirka 29.500 ikkevestlige ældre over 65 år. I 2050 vil dette tal være godt fire gange så stort. Man skal dog huske på, at tidens gang medfører store forandringer i gruppen. En migrant, der er 75 år i dag, kom måske til Danmark som 25-årig i 1972. Går vi bare 20 år frem, vil en 75-årig have været 25 år i 1992. Født i sluttresserne kan han meget vel være blevet familiesammenført til Danmark, da han var i skolealderen, og så er pensionisttilværelsen en helt anden historie, for denne 75-årige taler flydende dansk og kender intet land bedre end Danmark. Ikke alle udfordringer vil dog gå væk af sig selv. Om føje år vil flere ældre for eksempel have flygtningebaggrund sammenlignet med i dag.
En konsekvens af det stigende antal minoritetsetniske ældre er, at stadig flere skal beslutte, hvor de vil begraves, og det kan sætte de ældres undertiden ambivalente forhold til to lande på spidsen. Dette sidste valg kan man jo ikke gøre om. Måske var det en sidste hilsen til, at han aldrig blev helt dansk, der gjorde, at en kendt migrant – Prins Henrik – ønskede, at kun halvdelen af hans aske skulle nedsættes i dansk jord. Den anden halvdel skulle spredes over havet, og hvem ved – måske er noget af den skyllet op på den franske kyst?
Del:
