Som følge af Reformationen overtog den danske konge i 1536 kirkens gods og blev dermed adelen markant økonomisk overlegen. Pludselig var standens magt i fare for at smuldre. Så hvordan bar den danske adel sig ad med at fastholde sin magt?

Svaret på dét spørgsmål har den nyslåede ph.d. Rasmus Skovgaard Jakobsen ledt efter i de mange ligprædikener, som adelsstanden udgav fra midten af 1500-tallet og helt ind i 1700-tallet. Ligprædikenerne kan nemlig bruges som nøgle til at forstå de idealer, som kom til at definere adelen i den såkaldt konfessionelle periode efter Reformationens indførelse.