Vidneudsagn. Ikke mange almindelige kvindestemmer fra 1500- og 1600-tallet er gengivet i historien, men sydfranske kirkeretlige skrifter afslører fattige kvinders anklager om voldtægt og utroskab, strid om gåseæg og fornærmelser i stil med »tyndskidende lorteluder«.
Da kindrødt var vovet
I 1580 hævdede 18-årige Gillette de Girardet hårdnakket, at hun ikke kunne være forlovet med skomageren, Anthoine Dumas, fordi hun allerede var gift med Jesus Kristus. Sagen kom for den protestantiske kirkes kirkeret i Nîmes, og her var man fortørnet over Gillettes genstridighed. Man tilskyndede hende til »at bede Gud om at [...] mildne sit hjerte«. Gillette var i en dårlig situation, fordi hendes far lige var død. Hun nægtede at have afgivet ægteskabsløfte, selv om hun erindrede at havde modtaget, hvad hun blot opfattede som en venskabsring af Anthoine, så hun kunne huske ham, som hun sagde under forhøret. Af andre vidneudsagn fremgår det, at hendes mandlige familiemedlemmer havde økonomiske interesser i ægteskabet, og Gillette følte sig »presset til at ægte Anthoine«. Til sidst måtte hun føje konsistoriet og gifte sig med skomageren mod sin vilje.
Sagen er beskrevet i den britiske historiker Suzannahs Lipscombs nye bog om kvinders liv i den franske provins Languedoc fra 1560 til 1615, The Voices of Nîmes – Women, Sex and Marriage in Reformation Languedoc. Bogen er baseret på en granskning af flere tusind siders retsoptegnelser fra protestantiske kirkeråd eller konsistorier i en række byer, blandt andet Nîmes og Montauban i Languedocprovinsen.
Del: