Genkendt. Fortegnelsen over en legendarisk, ødelagt bogsamling har været savnet i århundreder. Nu viser det sig, den står på Amager.
Columbus’ glemte bibliotek
Fernando Columbus, på spansk Hernando Colón, var søn af Christoffer Columbus, som vandt verdensberømmelse og rigdomme ved at krydse Atlanterhavet i 1492. Den forbindelse gjorde Hernando velstående, og i trykpressens tidlige år brugte han sin formue til at opbygge verdens største bibliotek. Efter hans død skrev hans chefbibliotekar Juan Pérez om ham: »Min herre don Hernando, som er i himlen, ønskede … at samle så mange bøger, som han kunne få fat i, så det gjorde han. Han samlede i sit bibliotek alle de bøger, der blev udgivet i hans levetid …«
Europa var i 1500-tallet kastet ud i politiske, økonomiske og ideologiske bølger, der ikke var mindre end nutidens, og Hernando Colón indsamlede stormens intellektuelle spor i en bogsamling på op mod 15.000 bind. For at holde styr på sin samling og gøre den lettilgængelig for »pligtopfyldende forskere« lod han udarbejde et avanceret registreringssystem, hvor omdrejningspunktet var en enorm bog, som skulle indeholde resuméer af samtlige værker i biblioteket. Juan Pérez beskrev den som »... en stor bog med sider i foliostørrelse, indbundet i hvidt kalveskind, skrevet i hånden med god håndskrift ... Det er den, som indeholder sammenfatningerne ...«
Del: