I løbet af 1969 blev det aftalt, at Verdensbankens og Valutafondens kongres skulle afholdes i København i efteråret 1970. Fra starten havde politiet en forventning om, at det ville gå hedt for sig. Verdensbanken var den yderste venstrefløjs hadeobjekt nummer et, hvilket ikke mindst skyldtes, at USAs tidligere forsvarsminister Robert McNamara var bankens præsident. Som forsvarsminister havde McNamara tidligere været involveret i Vietnamkrigen. Venstrefløjsaktivister beskrev dette forhold således i informationstidsskriftet Verdensbanken:

»Det synes at passe meget godt sammen, at lederen af den verdensomspændende USA-militærmaskine nu er leder af ’den frie verdens’ vigtigste bank, hvis formål er at indrette verdensmarkedet for private profitter.«