Blod i sne

I 1100- og 1200-tallet var Vesteuropa grebet af en korstogsfeber. Bølge efter bølge af bevæbnede pilgrimme strømmede mod Mellemøstens bibelske steder, hvor de kombinerede elitens voldskultur med kristendommens krav om soning af synd. Men der er langt fra Nordeuropa til Jerusalem, og nogle søgte derfor mod hedninge tættere på. I en række krigs- og korstog underlagde de lokale kristne magter sig de slaviske og baltiske stammer, der levede langs Østersøens sydkyst, fra Lübeck og til de inderste vige i Finske Bugt. De danske og svenske konger var aktive i erobringerne, og i Danmark er det mest kendte af de baltiske korstog nok Valdemar II’s togt til Estland i 1219, hvor senere generationer har påhæftet historien om, at dannebrog faldt ned fra himlen.

Togtet til Estland var langtfra en enlig svale. De kristne fyrster kappedes om at underlægge sig så mange sjæle som muligt. Konger, hertuger og biskopper fra Norden, Polen og de tyske riger ville alle have en bid af den efterhånden blodige missionsmark. I den konkurrence havde de danske og svenske herskere en ulempe: når isen lagde sig på havet, blev deres skibe ubrugelige, og deres erobringer var slut for det år. For andre var frosten derimod krigens ven.