Hjemsøgt. Spøgelser, gengangere og dæmoner udgjorde en central del af vores forfædres virkelighedsopfattelse. Assyriolog Irving Finkel har vendt hver en lertavle for at fortælle historien om de første gespenster.
Besøg fra underverdenen
Spøgelser har hjemsøgt menneskers tanker næsten lige så længe, som vi har fældet dem ned. Kun få århundreder efter de første mesopotamiske skriftkulturers opståen for knap 5.500 år siden dukkede det første ord for spøgelse (»gidim«) op i de sumeriske tekster, og igennem de næste tre årtusinder indtog underverdenens genfærd en essentiel rolle i mesopotamisk mytologi og kultur. I bogen The First Ghosts beskriver assyriolog Irving Finkel fra British Museum disse tidlige gespenster. Han vender hver en lertavle og viser, hvordan spøgelser, gengangere og dæmoner engang udgjorde en central del af en fjern oldtids virkelighedsopfattelse.
Dengang var det universelt anerkendt, at sjæle overlevede i det hinsides og derfor vigtigt, at de blev mindet og plejet – ikke mindst for at undgå de vildfarne af slagsen, som i ny og næ vendte tilbage og gjorde de levendes liv besværligt. For indbyggerne i Mesopotamien var de døde bogstaveligt talt helt tæt på, ofte placeret i folks egne hjem under gulve og vægge, hvor de modtog jævnlige drikofre af koldt vand og øl fra deres levende slægtninge.
Del:
