At ilt er essentielt for mennesket, og for livet på Jorden i det hele taget, ved de fleste skolebørn. Vi trækker vejret, ilten optages i lungerne og sendes ud i blodet, hvor den sikrer en pålidelig energiforsyning til kroppens billioner af celler. Men der er ikke altid lige meget ilt til rådighed. I situationer, hvor ilten er knap – i den tynde luft på en bjergside, eller når musklerne skruer op for forbrændingen på en løbetur – er det helt afgørende, at kroppen tilpasser sig de iltfattige forhold.

Det er denne elegante reguleringsmekanisme, som er blevet opdaget og kortlagt af årets nobelprismodtagere i fysiologi eller medicin: amerikanske William Kaelin og Gregg Semenza, fra henholdsvis Harvard Medical School og Johns Hopkins University, og britiske Peter Ratcliffe fra University of Oxford. Stykker man de tre forskeres arbejde sammen, får man et præcist billede af, hvordan såkaldte HIF-proteiner i cellerne registrerer mængden af ilt i blodet og sørger for, at kroppen reagerer, hvis der pludselig bliver mangel på ilt – for eksempel ved at skrue op for produktionen af de røde blodlegemer, som transporterer ilten rundt, eller ved at få os til at trække vejret hurtigere.