I Falsificeret udfordrer vi hver uge vedtagne sandheder, afliver forældet viden og ser på fusk og fejl i forskningens verden.

Det, vi troede, vi vidste

Unge klapperslanger har længe haft ry for at være særligt farlige. Forklaringen har været, at de unge i modsætning til voksne klapperslanger endnu ikke har lært at styre, hvor meget gift de afgiver ved et bid. Derfor tømte de ofte hele giftdepotet på én gang.

Nu har et studie fra det sundhedsvidenskabelige Loma Linda University i Californien fulgt påstanden tilbage gennem både biologien og avisarkiverne, og deres gennemgang peger i en anden retning.

Llapperslanger er ikke så giftige, som vi førhen har troet. Foto: Wikimedia Commons

Det, vi ved nu

Den biologiske evidens viser, at unge klapperslanger faktisk godt kan regulere, hvor meget gift de afgiver. Samtidig har voksne klapperslanger større giftkirtler og kan afgive langt mere gift ved et bid. Det afgørende er derfor ikke kun, om slangen holder igen, men hvor meget gift den råder over.

Konklusionen er derfor, at bid fra voksne klapperslanger som regel er farligere. Det betyder ikke, at et bid fra en ung klapperslange er ufarligt, men det betyder, at den sejlivede forklaring er forkert.

Forskerne kunne spore historien tilbage til nyhedsmedier i hvert fald i 1967, og siden er den blevet gentaget igen og igen, især i californiske medier, og senere bredt i hele Nordamerika. Ofte kom advarslen fra sundhedspersonale, politi, brandfolk og andre autoriteter, mens fageksperter gav mere korrekte oplysninger.

I en spørgeskemaundersøgelse viste det sig, at forestillingen stadig lever. Blandt adspurgte studerende i det sydlige Californien troede 53 procent, at unge klapperslanger er farligere end voksne, og det samme gjorde 73 procent af adspurgte redningsfolk og sundhedspersoner.

Men …

Studiet er ikke en opfordring til at tage let på små klapperslanger, men læren er, at en god skræmmehistorie er svær at aflive, når forklaringen lyder biologisk plausibel. Babyslangen blev farlig, fordi den passede perfekt til en fortælling om, at det mindste dyr var den største trussel. Men i dette tilfælde var naturen mere lavpraktisk. Den store slange er farligst, fordi den er stor.

Jens Olaf Pepke Pedersen

ScienceDaily, 9. juli