Jeg husker stadig, hvordan det føltes, dengang jeg fik -3 i mundtlig fransk. Om det var denne mavepuster, min manglende vilje eller et utilstrækkeligt talent, der gjorde, at jeg den dag i dag ikke kan tælle til ti på sproget, selvom jeg fik undervisning i fire år, ved jeg ikke – men demotiverende var det under alle omstændigheder.

I regeringens forslag til en ny 8-trinsskala vil man netop undgå at tage pusten helt fra de svageste præstationer. -3 skal være fortid, og ind får vi i stedet karakteren 01, hvilket medfører, at det trækker mindre ned i ens gennemsnit, når man dumper et fag. Det kan signalere til de studerende, at de ikke er helt fortabte. Det er jeg selv en slags bevis på – som ph.d.-studerende i økonomi, der nu forsker i, hvordan vi optager studerende på vores uddannelser.