Mandag Mortensen. Sofie Carsten Nielsen har reelt udskrevet valget, og socialdemokraterne er lige der, hvor de ikke vil være.

I den radikale saks

På et socialdemokratisk ministermøde den 28. oktober 1926 udtalte K.K. Steincke ifølge referatet, at De Radikale »trænger til en omgang i en valgkamp«.

Staunings første regering var netop faldet på uenighed med støttepartiet om den økonomiske politik, og Stauning vendte først tilbage, da han tre år senere fik sluttet fred med den radikale leder P. Munch.

Dermed var etableret det, der nærmest er en naturlov i dansk politik. Socialdemokratiet regerer kun, hvis de har De Radikale med sig.

Da Hilmar Baunsgaard i 1970erne slog sig sammen med de borgerlige, var Jens Otto Krag midlertidigt ude, og Anker Jørgensens og Svend Aukens ørkenvandring i 1980erne var forårsaget af Niels Helveg Petersens alliance med Poul Schlüter.

Lige så meget som De Radikale har været nødvendige, lige så meget har socialdemokraterne skældt ud over den påtvungne afhængighed, som man til stadighed drømmer om at frigøre sig af.

For dyrt har det været. Den udlændingepolitiske kurs, som De Radikale insisterede på i 1990erne, resulterede i et tiår med VKO. Den økonomiske politik under Thorning-Schmidt gav Lars Løkke Rasmussen magten tilbage i 2015. Sådan lyder i hvert fald den socialdemokratiske analyse.

Derfor har retorikken da også været markant. Socialdemokraterne gik i 2011 til valg sammen med SF. Politikken var aftalt, den var rød, og De Radikale var velkomne til at skrive under på den stiplede linje, som fremtrædende socialdemokrater selvbevidst formulerede det. Det gik som bekendt lidt anderledes, da S og SF skrev under på, at den borgerlige regerings økonomiske politik skulle videreføres »i bredeste forstand«.

Og så var den der igen i sidste valgkamp, hvor socialdemokrater kunne fortælle om vælgere, der nærmest grædende bønfaldt om at holde De Radikale fra fadet.

Det er hidtil lykkedes bedre end under Thorning. Takket være et alternativt flertal med Dansk Folkeparti indførte man Arne-pensionen mod radikal vilje. Udlændingepolitikken er ført til, og i visse tilfælde også over, den radikale kvalmegrænse. Alt gik efter planen indtil sidste uge, hvor Minkkommissionens beretning landede. De blå partier krævede advokatvurdering og rigsret, de røde fredede regeringen. Og så stod De Radikale igen med Socialdemokratiets skæbne i hænderne.

Lørdag kunne Sofie Carsten Nielsen så fortælle, at hun ikke går rigsretsvejen, men til gengæld vil have udskrevet valg inden Folketingets åbning i oktober. Ellers erklærer hun mistillid til regeringen. Hun vælger så at sige den politiske løsning på en politisk sag frem for den juridiske.

Dermed sidder Socialdemokratiet endnu en gang i den radikale saks, de siden 1926 har forsøgt at vride sig fri af. Meget tyder på, at Mette Frederiksen ville udskrive valget alligevel. Internt i Socialdemokratiet har erkendelsen af, at flere partier skal inviteres i regering efter valget, også eksisteret et stykke tid. Men initiativet er tabt. Nu har De Radikale næsten udskrevet valget, og den underliggende forventning er også, at de reelt kan kræve ministerposter, når det er afholdt, skulle den røde blok vinde.

Menige socialdemokrater skælder på sociale medier ud. Ledende partifæller tier stille eller siger med sammenknebne munde: »Lad os nu se.«

Realiteten er, at det lige nu er Sofie Carsten Nielsen, der bestemmer farten. Spørgsmålet er så, om hun har nerverne til at gøre alvor af sin trussel, hvis Mette Frederiksen ikke makker ret, og kan hun andet end vælge alliancen med Socialdemokratiet efter et valg? Historisk har De Radikales magt været størst, når de kunne skifte side. Men med den fordømmende modtagelse, de borgerlige gav lørdagens radikale melding, står den mulighed ikke ligefrem pivåben.

Med nyhedsbrevet Mandag Mortensen samler politisk journalist Hans Mortensen hver mandag op på det, der er sket i dansk politik efter avisens deadline torsdag. Tilmeld Dem nyhedsbrevet her.