Dagen ifølge Aske Munck 

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens daglige nyhedsbrev ‘Dagen ifølge’. Læs mere og tilmeld Dem her.

Godformiddag, så tilfalder det atter mig at divertere med et stramt kurateret udvalg af verdens fortrædeligheder. Jeg havde egentlig forsvoret at fokusere på såvel præsident Trump som hans »Doge-bag«-sidekick Elon Musk. Men det kan tilsyneladende ikke lade sig gøre.

Så her er lidt at snakke med kollegerne om, mens De sætter tænderne i frokosten.

Trump 2.0

Den dynamiske dynamitduo i Det Ovale Værelse opfører sig fortsat så vanvittigt og uforudsigeligt, at den politiske dagsorden slår flikflak fra time til time. Skal man finde en passende beskrivelse, er der ikke tale om flosklen om en hund i et spil kegler, men snarere om en revanchistisk og kokainhøj bavian i et skakspil. Ikke overraskende vil Trump eje Grønland, Gaza og Ukraines mineralforekomster, for som allerede popkunstneren Andy Warhol profetisk bemærkede: »At købe er langt mere amerikansk end at tænke.«

Verden synes pludselig mere kaotisk end nogensinde før. Og at få overblik over Trumps rablende tirader er som at skrive retsreferat af en feberdrøm, så lad os nøjes med at nævne hans administrations melding på sikkerhedskonferencen i München om, at Europa »ikke skal regne med at sidde med ved bordet« i fredsforhandlinger med Ruslands Vladimir Putin om krigen i Ukraine – men nok skal belave sig på at slæbe læsset efter en mulig aftale. En uhørt udmelding, der sporenstregs fik Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, til at indkalde en række europæiske ledere og NATOs generalsekretær til krisemøde i Paris. Det skøre i den situation er, at det er vanskeligt at se, hvad EU overhovedet kan stille op på nuværende tidspunkt.

Den udenrigs- og geopolitiske kommentator Pierre Haski opsummerer lakonisk situationen i Le Nouvel Obs, hvor han noterer sig, at Trump »bringer verden tilbage til 1800-tallets imperietænkning«.

Den internationale orden, der stod tilbage efter Anden Verdenskrig, har længe været presset både fra Kina, Rusland, diverse autokratier og ikke mindst landene fra den sydlige halvkugle: »Det nye er, at det er USA – der så længe har domineret den – som ønsker at ændre den.« Og det må man sige, at Trump gør: Stort set alle hans udenrigspolitiske tjubangløsninger strider således mod enten folkeretten, gældende konventioner eller internationale traktater. Det eneste, der tæller, er ren militær og økonomisk råstyrke.

Frankrigs åbne døre

En række blodige terrorangreb har sat asylsøgere og migration øverst på dagsordenen i Tyskland, hvor valget på søndag nok ender med, at Friedrich Merz fra CDU erobrer kanslerposten. Merz har lovet at knappe de tyske grænser fuldstændig til, men nok så relevant er det at spørge, hvordan det egentlig går i nabolandet Frankrig? Her stormer det yderste højre nemlig fortsat frem på en hård immigrationskurs, men alligevel er grænserne pivåbne. I 2024 blev der således udstedt over 2,8 millioner visa, mens antallet af gyldige opholdstilladelser samme år var på hele 4,3 millioner, en stigning på knap fire procent fra 2023. Også antallet af illegale migranter er i voldsom vækst og anslås nu af det franske indenrigsministerium at ligge på omkring en million.

Det fik forleden den tidligere chef for den franske udenrigsefterretningstjeneste DGSE, Pierre Brochand, til i et sjældent interview at advare om de høje immigrationstal, som han direkte kaldte »Frankrigs selvmordsdrift«: »Vi åbner vore grænser for omkring 500.000 om året. Der er i grove træk tale om folk fra en dysfunktionel tredje verden, overvejende muslimer med en kommunitaristisk og patriarkalsk moral og med et antikveret æresbegreb. Læg dertil et lavt uddannelsesniveau og en tendens til at overbelaste landets sociale ydelser og budgetter,« sydede han.

Storm om et glas vand

Alt skal selvfølgelig ikke handle om storpolitik. Nogle gange kan man også få megen morskab og principper ud af noget så harmløst som et glas vand. Det har den offentligt støttede nyhedsmaskine og kolportør af alternativ indisk økonomisk teori gjort med en intens debat – ikke om kryolit, men om drikkevand på restauranter. For må man tage penge for det, sådan rent moralsk? Ja, mente kokkene Gorm Wisweh og Umut Sakarya, der kæmpede om at levere de ringeste argumenter:

Sakarya indvendte på Instagram, at en »ligegyldig plastikpose i et supermarked koster 5,5 kr. stykket – uanset om du handler for 100 kr. eller 10.000 kr.« 

Nu er det dog en statsafgift, der betinger grundprisen på fire kroner for en plastpose, og målet er at anspore til genbrug og nedbringe brugen af poserne – det kan man næppe sige om postevand? Og hvad hulen køber Sakarya i Føtex for 10.000 kroner, som kan klemmes ned i én plastpose?

Gorm Wiswehs argument er endnu mere tåkrummende: »Der ligger en arbejdsindsats bag at servere et glas vand. Der er et menneske, som har gjort noget for dig,« sagde han hyperbolsk i Aftenshowet på DR.

Jeg frygter lidt for arbejdsiveren i samfundet, når man opfatter det at servere et glas vand som en uriaspost, når man i forvejen har specialiseret sig i den fødevare, som har branchens allerhøjeste avance. Jeg finder det usselt at tage betaling for et glas helt almindeligt uriaspostevand. I Frankrig, hvor jeg arbejder, er det for eksempel lovpligtigt at stille vederlagsfrit vand til rådighed for restaurantgæster, ja, det skal tilmed fremgå af menuen, at det er kundens ret. Nå ja, og så har de også (tag den, Sakarya) forbudt plasticposer for længst.

Før jeg løber, må jeg svare en læser, der har anholdt min hyppige brug af citater og aforismer. Som en forfatter – hvis navn jeg ikke kan komme på – engang sagde: »Kunsten at være original består i at citere andres tanker og glemme, hvem det er, man citerer.« (Men omvendt er den strategi jo blevet prøvekørt af en tidligere anmelder ved Berlingske uden det store held).

Således opmuntret må De have en fortsat god dag – og det får man som bekendt bedst med en knastør udgave af Weekendavisen i hånden, papirudgaven forstås.

På gensyn i indbakken i morgen formiddag.

Ærbødigst,
Aske Munck