Dagen ifølge Anders Boas

Dette overblik udkommer også som nyhedsbrev. Læs mere og tilmeld Dem her.

Kære læser

Nogle gange føles menneskets forhold til naturen lidt som et voldeligt parforhold. Vi bliver ved med at vende forhåbningsfuldt tilbage, selvom sårene fra forrige kollision endnu ikke er lægt.

Selv folk, der har oplevet en naturkatastrofe, bliver ved med at tro på, at naturen vil os det godt, konkluderede amerikanske psykologer for et par år siden.

Omvendt nærer vi en dyb skepsis over for det kunstige. Hvis mennesket har haft en finger med i spillet, kan vi spotte katastroferne, næsten før de udgør en teoretisk trussel.

Det er i øvrigt også rart, hvis man kan skyde skylden på nogle mennesker, fordi naturen har vist sig at være ualmindeligt dårlig til at tage ansvar.

Misforstå mig ikke: Vi er selvfølgelig fint i stand til at vælte indholdet i klodens porcelænsbutik uden naturens hjælp, men er det altid de menneskeskabte risici, vi skal frygte mest af alt, og kommer vi nogle gange til at sænke paraderne lidt, hvis bare noget er naturligt?

Det skal vi snakke om i dag ved det store digitale frokostbord.

1. Må man bo i en brandfælde?

Lige nu gyser vi over de ufattelige billeder fra de californiske naturbrande, men de bør ikke overraske nogen, noterede The Economist sig i fredags:

Alle beboere har været klar over risikoen, og mange forsikringsselskaber har da også for længst nægtet at forsikre de mest udsatte huse i de brandhærgede områder.

Alligevel er flere mennesker angiveligt begyndt at flytte ind i områder med høj risiko for naturbrande, og forsikringsselskaberne i delstaten måtte indtil for nylig ikke lade forsikringspræmien afspejle den fremtidige risiko for skovbrande i områderne.

Den økonomiske advarselslampe, der skulle blinke, hvis nogen gjorde sig tanker om at bo på kanten af en ulmende naturkatastrofe, har altså været sat ud af drift.

Vi har også debatten i Danmark. Her handler det om huse med stor risiko for at blive ramt af stormflod. De ligger gerne ved vandet, og der kan vi utroligt godt lide at opholde os, men bør man betale ekstra, hvis man vil bo tæt på den smukke og risikofyldte natur?

Det mener de økonomiske vismænd, men ikke overraskende ser dem, der bor på kanten af katastrofen, anderledes på det:

»Jeg købte det hus her for 25 år siden. Da var der ikke oversvømmelser. De er så kommet, fordi klimaforandringerne har gjort, at regnmængderne bliver større. Det mener jeg egentlig ikke er den enkelte borgers skyld,« udtalte husejer Henrik Tranum for nylig til Jyllands-Posten.

2. Fingrene væk fra min mad

For tiden kan man stort set ikke åbne en avis uden at støde på en artikel om »ultraforarbejdet mad«. Det måtte jo komme: Et ernæringsregime, hvor man ikke går så meget op i, hvad folk spiser, men i, hvor meget mennesket har pillet ved naturens rene råvarer.

Men er det virkelig fødevareindustriens ingeniørkunst i sig selv, der gør mad usund? Fødevareforskeren Kevin D. Hall, der forsker i ultraforarbejdet mad, udtalte for nylig i The Wall Street Journal, at det måske er muligt at gøre industriens fristende og bekvemme mad sundere.

Tanken om, at det er forarbejdningen i sig selv, der udgør problemet, udfordres af nogle af de studier, der faktisk viser en forbindelse mellem sygdomme og de ultraforarbejdede fødevarer:

Eksempelvis kunne Weekendavisen allerede i 2023 berette om et stort studie, der viste en sammenhæng mellem kroniske sygdomme og læskedrikke og kødprodukter, mens der ingen tydelig risiko var forbundet med eksempelvis færdigretter, plantebaserede køderstatninger og industrielt fremstillede desserter.

Spørgsmålet er, om et stort indtag af industriel mad i virkeligheden er en markør for et liv med alle mulige andre tvivlsomme livsstilsvalg, og er det så overhovedet det unaturlige, der gør os syge? Det kan man tygge lidt på over frokosten.

3. Unaturlige børn

Glem alt om flyverdragter fra ubetalelige luksusbrands og privatskoler, hvor man skal ringe fra fødestuen for at få plads. Forældrenes ultimative statussymbol er nu den »risikofyldte« leg, der ifølge Nature er afgørende for børnenes »sunde fysiske, mentale og følelsesmæssige udvikling«.

Risikofyldt leg kan være alt fra at klatre, hoppe fra høje steder eller måske blot et øjeblik at være uden de voksnes konstante overvågning – gerne udenfor, måske endda i naturen. Man skal skelne mellem risiko og fare, lyder det, så måske er det sådan en form for ufarlig risiko, vi skal stræbe efter.

Det videnskabelige tidsskrift kan fortælle, at børn, der bruger mere tid på risikabel leg, viser færre tegn på angst, men måske er det ikke så overraskende, hvis ængstelige børn har mindre appetit på risikofyldt leg?

Uanset om man er overbevist om værdien af den risikofyldte leg eller ej, er der dog et problem for de ambitiøse forældre, der gerne vil følge den nyeste trend. De må ifølge artiklen ikke fortælle deres børn, at de skal tage flere risici, når de leger, for så virker det angiveligt ikke:

»Det er ikke længere leg, i det øjeblik voksne fortæller børnene, hvad de skal gøre,« lyder budskabet til de afmægtige forældre fra en af forskerne.

Så må man bare håbe, at børnene selv gider at være naturlige.

Venlig hilsen 
Anders Boas