Siden midten af 2010erne har en bølge af det, man kunne kalde »antiselvhjælpslitteratur« eller »nejhats-tænkning« domineret bestsellerlisterne over »faglitteratur« i Danmark. Med psykologiprofessor Svend Brinkmann i spidsen har den ene skribent efter den anden advokeret for et opgør med samtidens individualisme og dens iboende »udviklingstvang«, »selvledelse« og »præstationskultur«. Antiselvhjælpslitteraturen, der udgår fra skribenter, som paradoksalt nok har realiseret sig selv ved at skrive den, hviler på et psykologisk udgangspunkt iklædt et bagtæppe af antik og eksistentiel filosofi, som efter mine bedste begreber ikke giver et fyldestgørende modsvar til samtidens kriser.

Vi har brug for at modvirke psykologien med en metafysisk og æstetisk dybdedimension, som psykologien qua sit (kvasi)videnskabelige udgangspunkt ikke besidder. Vi har brug for at revitalisere skæbnebegrebet – og modet til at tage skæbnen på os – hvis de sociale og økologiske kriser skal imødegås på en måde, der vækker livskraft frem for livsangst. Tiden er moden til at tage afsked med nejhatten og til at sige velkommen til skæbnen; den skæbne, det er at leve i tider præget af undergang.