Jeg havde overvejet at skrive hele den her fucking lortebøsseanmeldelse på samme måde, som pigerne konstant snakker i Råplan. Ikke som en midaldrende avisdames trodsige fnys over tidens tone, men for at illustrere, hvad der virker i denne film: portrættet af afmagt. Aggression som eneste indre og ydre flugtrute. En verden langt væk fra den talende klasse i de middel- og overklassemiljøer, som danske film om unge ofte stagnerer i.

Det var ellers ikke, fordi jeg hujede, da det blev annonceret, at Christian E. Christiansen efter en meget lang pause igen skulle bidrage til Danmarks sølle samling af ungdomsfilm de senere år.