Anmeldelse. Teatermaskinen på Det Kongelige Teater kalder sig en invitation ind i teatrets maskinrum, men makkerparret Staffan Valdemar Holm og Bente Lykke Møllers sidste forestilling er – trods store skuespilstjerner – nærmere en slatten lille fuckfinger til publikum.
Navlepilleri i elfenbenstårnet
Måske skulle det hæderkronede makkerpar instruktør Staffan Valdemar Holm og scenograf Bente Lykke Møller i anledning af deres karrieres afslutning have holdt en talk om teatrets inderste væsen i stedet for at lægge beslag på Skuespilhusets store scene og nogle af Skandinaviens bedste skuespillere (Jens Albinus, Stina Ekblad, Nicolas Bro, Karen-Lise Mynster, Tina Gylling Mortensen og Olaf Johannessen).
I hvert fald er der noget med selve formatet, der ikke kan løfte forestillingens firefoldige ambition, som er at fortælle teaterhistorie, give et lavpraktisk indblik bag kulisserne i Skuespilhuset, opføre en række brudstykker fra diverse klassikere og diskutere, hvilken rolle teatret kan og skal spille i dag. Måske var der også noget med et opråb til kulturministeren.
