Jeg tror, at læsere af M’s liv vil sidde tilbage med en af to følelser: enten følelsen af, at de er rigtig kloge, eller at de er rigtig dumme. 

De, der føler sig kloge, vil opleve en forfatter, der endnu en gang og på interessant vis presser romanformen til bristepunktet. Hvor Rachel Cusk i sin berømte Faye-trilogi – Omrids, Transit og Kudos – fjernede enhver form for indre monolog, så læseren fortrinsvis mødte karakterer gennem deres dialoger og monologer, har hun i M’s liv flyttet fokus endnu længere væk fra ideen om et menneskeligt selv, så der nu bare er rollespil og overflade.