I december tilbragte jeg modstræbende en aften på ekstraordinær generalforsamling i det andelsvandværk i Hedehusene, jeg åbenbart er medejer af. Indtil sidste efterår havde jeg ikke skænket det en tanke, hvilken type virksomhed det var, der leverede vand til mit hus, og som kommunikerede til mig via flyveblade i postkassen. Men da der i november landede et flyveblad med besked om, at der ville blive opkrævet et »ekstraordinært driftsbidrag« på 31.000 kroner pr. husstand med udgangen af januar, og at manglende betaling ville føre til øjeblikkelig inkasso, følte jeg mig nødsaget til at sætte mig ind i foretagendet.

Det var jeg ikke alene om. Det lille forsamlingshus, hvori generalforsamlingen var indkaldt, var stuvende fuldt, og mit eget segment af yngre forvirrede tilflyttere fra København med begrænset parcelhuserfaring var godt repræsenteret. Til min ærgrelse måtte jeg konstatere, at grundlaget for opkrævningen trods bestyrelsens uelegante kommunikationsstil hang sammen: Rørnettet var 100 år gammelt og nedslidt, der var PFAS i vandet, og den absolut billigste løsning var at opløse vandværket og betale tilslutningsafgift til det kommunale forsyningsselskab, der allerede havde leveret nødforsyning til området i et år.