Startskud. Lørdag tørner Jonas Vingegaard ud mod Tadej Pogacar i det 133. Tour de France. Hvis danskeren vil generobre sin position som verdens bedste etapeløbsrytter, skal han slå et monster, han selv har været med til at skabe.
Gengældelsens veje

Da Jonas Vingegaard sidste år betrådte andenpladsen på podiet i Paris under en gråmeleret himmel oven på en ubønhørlig hård Tour, tænkte alle det samme: Kommer den tidligere dobbelte danske vinder nogensinde til at udfordre fænomenet Tadej Pogacar for alvor igen?
Var de godt fire og et halvt minut, Vingegaard sluttede efter den nu firedobbelte vinder, i virkeligheden mere end bare en gentagelse af de seneste udgavers mønster? Var det nærmere en permanent konklusion, hvad angår det ultimative styrkeforhold de to imellem? Med sejren sidste år havde Pogacar trods alt vundet dobbelt så mange gange som danskeren, der nu havde tre andenpladser og i øvrigt aldrig var sluttet dårligere end det.


