Sagen kort: En ny undersøgelse fra fagbladet Journalisten viser, at danske journalister ikke er, som folk er flest. 55 procent af dem bor i hovedstadsområdet, hvilket er mere end dobbelt så mange som i befolkningen som helhed. Kun 16 procent bor i mindre byer eller landdistrikter, hvor 39 procent af danskerne bor. Kun 22 procent mener, at indvandring er en trussel mod dansk kultur, hvilket flertallet i befolkningen ellers mener. Ifølge rundspørgen køber 80 procent af journalisterne økologisk »altid eller ofte« – dobbelt så mange som gennemsnittet. Sammenlignet med danskerne generelt mente dobbelt så mange af dem også, at klima og miljø var det vigtigste tema ved folketingsvalget, og 78 procent vil have færre svin. Det synspunkt deler kun 37 procent af danskerne.

– Allan Boye Thulstrup, hvad siger du som formand for Dansk Journalistforbund til, at der er så stor forskel på, hvad journalister og befolkningen som helhed synes er vigtige emner?

»Det er 2.329 medlemmer af Dansk Journalistforbund – cirka 14 procent – som har svaret på rundspørgen, og vi har jo mange andre medlemmer end regulære journalister. Kun halvdelen arbejder faktisk med regulær journalistik. Derfor ved vi ikke, om det er journalister eller for eksempel kommunikationsfolk, der især har svaret. Og vi ved i hvert fald ikke, om de arbejder med politisk journalistik.«

Illustration: Sine Jensen/ Weekendavisen

– Men hvis vi nu antager, at resultatet ikke er helt skævt, så bekræfter undersøgelsen vel den gamle påstand om, at journalister er nogle røde lejesvende?

»Nu bliver der jo slet ikke spurgt om, hvad folk stemmer, men den demografiske profil kunne da godt minde om nogle, der holdningsmæssigt er sådan centrum-venstre.« 

– Så de er altså lyserøde. Er det egentlig et problem, hvis flertallet er centrum-venstre-orienterede?

»Det ville være et problem, hvis journalistikken var påvirket af det, men journalister er jo virkelig dygtige til at skrive om det, som er vigtigt for befolkningen og for deres læsere. Hvad de selv synes, kan de faktisk godt sætte til side. For eksempel har udlændingepolitik jo fyldt massivt i al dækning af dansk politik i de sidste 25 år, selvom undersøgelsen her viser, at emnet faktisk ikke er så vigtigt for journalisterne selv.«

– Christian Friis Bach, der er tidligere folketingsmedlem for Venstre, siger om undersøgelsen: »Det bekræfter min antagelse om, at det ikke er en tilfældighed, at vi nu har haft to valgkampe domineret af angreb på landbruget. Det er formet af partier, som ønsker at rejse den dagsorden, og som så går i selvsving med journalister, som deler samme holdninger.« Kan han have ret i det?

»Undersøgelser har vist, at miljø og klima også var i toptre over vigtige emner for befolkningen, og samtidig var det jo en valgkamp, hvor netop de emner blev en brudlinje. Her var der uenighed, og derfor skriver journalister om det. Sådan er journalistik: Vi søger derhen, hvor der rent faktisk er en konflikt mellem partierne. Jeg tror simpelthen ikke, at valgkampens fokus på miljø, landbrug og svin har noget at gøre med, hvad journalisterne selv har ment.«

– For mit eget vedkommende vil jeg gerne indrømme, at det spiller ind på min journalistik, at jeg politisk er borgerlig. Selvfølgelig lever jeg op til de grundlæggende journalistiske krav om at høre alle parter og at gengive fakta og alles synspunkter loyalt, men selve emnevalget – og måske også, med hvilken entusiasme jeg kaster mig ind i det – har da tit noget at gøre med, hvad jeg selv synes er vigtigt. Tror du virkelig, at de fleste danske journalister er så renfærdige og ædle, at de helt kan skelne deres journalistik fra personlige holdninger?

»Altså det faktum, at mange journalister ligner hinanden og bor de samme steder, kan godt være en udfordring i forhold til valg af historier og kilder. Derfor arbejder vi også på at få mere diversitet, både demografisk, socioøkonomisk og etnisk, ind i optaget på uddannelserne, for mange af de unge, der søger ind, kommer med samme baggrund og ligner lidt hinanden. Selvfølgelig kan det have en betydning i forhold til, hvilke kilder man har, hvilke historier man ser, og hvad man undrer sig over. Undren er jo tit der, hvor en historie opstår. Men det er noget andet med den politiske journalistik. Politiske journalister er simpelthen trænet i at skelne mellem sagen og deres egne holdninger. Det er de rigtig, rigtig gode til. Det væsentlige for dem er at lave journalistik om det, som interesserer borgerne, og der, hvor der er gode historier.«

– I 2021 blev der lavet en undersøgelse på Journalisthøjskolen, som viste, at 60 procent af de studerende stemte enten på Enhedslisten, SF eller Radikale Venstre. Er det et problem, hvis de kommende journalister er så røde?

»Altså, nu er De Radikale vel højst lyserøde og sådan rimelig meget centrum-venstre. Men det afgørende spørgsmål må være, om journalistikken er påvirket af det eller ej, og det er simpelthen ikke mit indtryk.«

 – Hvad gør I egentlig for at få mere mangfoldighed i journaliststanden?

»Der er pilotprojekter i forhold til at gøre det mere attraktivt at søge ind. Ideen om, at man skal være journalist, opstår tit, hvis man er vokset op i et hjem, hvor man holder avis, eller bruger nyhederne meget. Det er selvforstærkende, så vi forsøger at designe uddannelsen lidt anderledes og komme rundt i andre miljøer og gøre opmærksom på, at her er også en karrieremulighed. Det viser sig jo, at det tit er mor, der afgør, hvad man læser videre til.«

– Mor?

»Ja. Ifølge undersøgelser lytter unge relativt meget til, hvad mor synes. Og hvis hun synes, at advokat, læge eller ingeniør er de tre ting, man bør vælge imellem, så skal vi på en eller anden måde have journalist til også at komme ind på listen.«

– Lederen af journalistuddannelsen i Aarhus, Henrik Berggren, sagde i 2021, at det kan blive et problem, hvis venstreorienterede partier er overrepræsenteret i journaliststanden, og at det er værd at rejse en grundlæggende debat om diversitet. Synes du også det?

»Ja, for hvis der ikke er diversitet, kan der være historier, vi ikke opdager. Men jeg tror simpelthen ikke, at det, man stemmer, afgør, hvad man skriver.«

– Christian Friis-Bach siger, at han ikke tror, dækningen af landbruget skyldes ond vilje, men at journalisterne lever i en boble, og den boble påvirker dækningen.

»Jeg synes ikke, det er en boble, men der kan selvfølgelig være blinde vinkler. Der kan være ting, man ikke opdager, hvis man er for ens på en redaktion eller i journaliststanden som helhed. Vi har jo set det med hensyn til ligestilling. Der er redaktioner, der arbejder meget bevidst med at få flere kvindelige kilder, fordi det nogle gange giver et andet blik på historierne.« 

– Du bor selv i Herning og var journalist på Herning Folkeblad, før du blev formand. Når du ser på for eksempel medarbejderne i DR i København, som alle danskere betaler for, virker de så lidt ens?

»DR kan sagtens have de samme problemer som andre redaktioner med for lidt diversitet.«

– Vores fagblad beskriver på baggrund af undersøgelsen det typiske medlem af Journalistforbundet, lettere karikeret, som en politisk korrekt storby-fleksitar, der er født og opvokset i middelklassen, cykler til arbejde og er storforbruger af kulturoplevelser. Mange har i øvrigt ejerbolig og hver fjerde et sommerhus. De her parametre, som ligger lidt ud over det strikt politiske, kan de være et problem for en afbalanceret journalistik?

»Måske er der flere historier om boligpriser og knap så mange om lejere. Ude på redaktionerne må der bare være en bevidsthed om den manglende diversitet. Og selvfølgelig er der en overvægt af journalister i København, fordi de fleste medier ligger i København, men til syvende og sidst må det handle om journalistikkens kvalitet og ikke om journalisterne.«

Læs Weekendavisens interview om aktuel kulturdebat i serien Spurgt.