Den amerikanske forfatter Norman Mailer – hvis moralske træfsikkerhed nok var variabel, men som havde sin generations skarpeste blik for kulturelle forandringer – kunne ikke fordrage plastic. Ikke kun som konkret materiale, det vil sige i den forstand, vi stadig kan klage over, at noget er »plasticagtigt«, men også som noget mere, som udtryk for en stadig mere omfattende kunstighed i menneskenes livsverden.

Plastic medvirker til at gøre os eksistentielt følelsesløse, mente Mailer, men det glatte, umenneskelige materiale er også udtryk for en kosmisk angst i os. Vi bærer allesammen på en kærlighed til universet, sagde han engang i et interview, men har også en slags foragt for det. Det er større end os, og det kan vi ikke tolerere. Det moderne ego gløder i protest over at blive overgået. For at sætte vores præg på evigheden har vi fremstillet et materiale, der så at sige holder evigt. Kæder af karbon, som demonstrerer vores magt over tid og sted. Og plasticens umenneskelige skala – den varer så meget længere end et menneskeliv – forrykker sammenhængen mellem menneske og verden. Dette har også en ideologisk dimension for Mailer: Hvis den herskende magt vil have kontrol over menneskene, giver det mening, at den omgiver dem med en verden, som sløver dem. I en verden af plastic har oprøret svært ved at få fodfæste. Alt glider bare forbi.