Robotnatur. Kan man skildre kunstig intelligens på film? Steven Spielberg kunne for 25 år siden. Men nutidens film har vanskeligt ved at vise AI, som teknologien faktisk tager sig ud.
Usynlig intelligens
Den kunstige intelligens har stadig ikke nogen fysisk form. Der render ikke AI-robotter rundt i gaderne, og teknologien strømmer ikke ud til os fra en genstand, vi kan lokalisere eller forestille os. Hvordan forholder filmkunsten sig til denne usynlige kraft, der nu i flere år har truet med at forandre verden til ukendelighed? Eller spurgt på en anden måde: Kan en film vise os kunstig intelligens? Kan en film handle om AI?
I denne måned er det præcis 25 år siden, at Steven Spielberg udsendte en film, der svarede ja på de to spørgsmål, længe inden teknologien overhovedet var opfundet. A.I. Artificial Intelligence hedder filmen sågar. Den var oprindeligt blevet påbegyndt af den dengang nyligt afdøde Stanley Kubrick og blev efterfølgende realiseret af Spielberg. Den færdige film er en mesterlig fusion af to tilsyneladende uforenelige temperamenter. Kubricks konceptuelle kølighed blandet med Spielbergs svulstige blockbustervarme.


