Den anden dag kørte Martin Brösch rundt i blæsevejret og pillede valgplakater ned på Sjælland. Odden, Vig, Asnæs – hele vejen til Holbæk. Der var 200-300 styk. I tirsdags tog han til Fårevejle for at læsse dem af på lossepladsen.

»Det var fint nok, de skulle bare sorteres i hård plastic, men det var jo lidt sørgmodigt,« siger Brösch. Under valget var han kampagneleder for Jacob Harris, det nu forhenværende folketingsmedlem for Borgernes Parti. Var Harris blevet i partiet, kunne man genbruge plakaterne til næste valg, men fire år »er jo fandme også lang tid at have dem liggende for måske ingenting«, som Brösch siger.