Kæledyr – ikke mindst hunde – opfattes i stigende grad som familiemedlemmer. Det så man et tydeligt billede på, da TV 2 for nylig samlede 12 partiledere i 24 timer på en højskole til en ny form for politisk reality-tv, hvor politikerne »deltager i aktiviteter og viser deres personligheder på en anderledes måde«. 

I introen til rækken af udsendelser, som sendes i løbet af valgkampen, ser man to af de mest folkelige af partilederne flashe sig selv med hund: Inger Støjberg gjorde sin entré med hunden Ludvig – en labrador retriever, som er nummer et på listen over populære hunde i Danmark. Morten Messerschmidt havde ikke hund med, men da han installerede sig på sit værelse, stillede han to indrammede fotos til skue, et af kæresten Dot og et af hunden Hugo – en bomuldshund, som er med på topti-listen over de mest populære hunderacer i Danmark.