KYIV – »Det blev et stort år og et uhyggeligt år, det Herrens år 1918, det andet år efter revolutionens begyndelse. Det blev et år med masser af sol om sommeren og masser af sne om vinteren, og to stjerner stod særlig højt på himlen det år: vogterstjernen, den aftenlige Venus, og den røde, flimrende Mars.«

Sådan starter en af de mest kendte romaner om en krig i Ukraine. Ja, egentlig en af de mest berømte bøger om Ukraine i det hele taget: Den hvide garde (1924) af Mikhail Bulgakov (1891-1940). Når man genlæser den i dag, er det svært ikke at tænke på de mange ligheder mellem den kaotiske tid efter Den Russiske Revolution og vores tragiske dage efter Majdan-revolutionen i Kyiv.