Debutytringer. Tre debutromaner demonstrerer med lige præcis personlig nok dygtighed, at rent kunstnerisk er skrøbelighed styrke.
Vi strækker tungerne
De tre romaner, hvoraf ingen ikke er talentfulde, der skal anmeldes her, Ditte Holm Bros Fladland, Fine Gråbøls Ungeenheden og Sidsel Ana Weldens I det hvileløse, ligner overfladisk hinanden ved:
1. At være debutromaner.
2. At være jegfortalt af unge fortællersind, hos Bro er fortælleren tolv-tretten år gammel, hos Gråbøl og Welden cirka tyve (med flashbacks henholdsvis kort og langt tilbage).
3. At de to af fortællerne, Gråbøls og Weldens, er i henholdsvis fast og sporadisk kontakt med det psykiatriske system – og at Gråbøl og Welden synes inspireret af den nye antipsykiatri, repræsenteret af først og fremmest Asta Olivia »lad min harmløse psykose være« Nordenhof.
4. At være opbygget, især hos Gråbøl og Welden, af små og helt små kortprosaiske blokke.
5. Ikke at være udkommet på Gyldendal, men i stedet hos rimeligt store Gad (Gråbøl), lille Kronstork (Bro) og endnu mindre Harpyie (Welden).
6. På klassisk paradoksal litterær vis at være stilistisk og kompositionelt sikkert eller – med et mere ambivalent ord – dygtigt udført, selvom det og dem, der skrives om, er karakteriseret ved stor, rådvild og hyperfølsom skrøbelighed.
Del: