For nogle år siden kom dronning Margrethe med en opfordring. »Prøv at gøre noget, der ikke er nødvendigt, noget der ikke er behov for, noget unyttigt!« sagde hun og tilføjede, at hun selv foretrak at have noget mellem hænderne, »et sytøj, en skitseblok; noget med farver«, og at det slet ikke var »så unyttigt endda«.

Det var i 2017, og her ni år senere har mange taget hende på ordet. De seneste år har det været moderne at strikke, hækle, væve og brodere, lægge puslespil, arrangere blomster og lave keramik, og The Economist kaldte for nylig tendensen for grannycore.