Nekrolog. Vita Andersen døde tidligere på ugen 78 år gammel og mindes her af litteraturprofessor Anne-Marie Mai.
Velfærdslivets modige digter
Når man ser Vita Andersen på gamle videoer, hæfter man sig ved hendes søgende, skrøbelige og anspændte fremtræden. Men man skal ikke tage fejl. Vita Andersen var som forfatter utrolig modig og skabte en skelsættende digtning, der fortsat sætter en litterær dagsorden.
I interviews vendte hun ofte rollerne om og gav sig til at udspørge journalisterne om, hvad de tænkte og mente. Det var ikke nogen joke. Det var hendes tilkendegivelse af menneskelig respekt og ærlighed. Som forfatter demonstrerede hun helt konkret, at hun ikke sad inde med svar på de problemer, hun beskrev som forfatter. Hun ville åbne en samtale og skabe lydhørhed. Og læserne blev hooked i hobetal og oplevede, at hendes digtning rummede en anerkendelse af fortrængte og ubærlige erfaringer og viste sider af kvinders og børns tilværelse, der var stuvet af vejen i det velfærdsliv, som udviklede sig i Vita Andersens levetid.
Del:
