Kathryn Mannix: At gå døden i møde. Oversat fra engelsk efter »With the End in Mind« af ­Kathrine Storm. 352 sider. 300 kr. Don Max.

Måske bryder jeg et tabu ved at påpege, at døden ikke synes at være noget som helst tabu, i hvert fald ikke i offentligheden. Jeg har set absurd livsbekræftende dokumentarer om hospicer, klikket mig gennem tragiske billedserier om unge, skaldede mennesker siddende på kanten af sygehussengen og læst interviews med folk, der ikke havde langt igen. Mængden af tekst og billeder om døden har været stor nok, til at jeg har opbygget en slags morbid fascination af genren. Den giver mulighed for nærdødsoplevelse per stedfortræder, så man i nogle minutter kan blive rusket ud af sin magelighed og skynde sig at værdsætte sit liv, uden at man selv behøver at mærke suset fra dødsenglens vinge.