Udsigt fra hovedstolen

Da jeg var 21 år, arbejdede jeg som indtaster af frugtordrer ude på Grønttorvet i Valby to aftener om ugen. Det bedste ved jobbet var, at man måtte tage al den frugt med hjem fra lageret, man kunne bære efter fredagsvagten. Det værste ved jobbet var lagerarbejderne. »Gode patter«, »god røv« skrev de ud for mit navn på sodavandssedlen i køkkenet. Når jeg gik gennem lageret på vej til og fra arbejde, piftede de efter mig, uanset hvor mange lag tøj jeg tog på. Et halvt år tidligere var jeg blevet kæreste med en glamourøs, kvindelig præst, og jeg var ikke interesseret i deres blikke og tilråb, så jeg ignorerede dem. Men de blev ved. Efter arbejdstid sørgede jeg for at følges med de andre indtastere gennem lageret, for det føltes ikke sikkert for mig at færdes der alene.

Frugtfirmaets ejer, Palle, sad bag en glasvæg og holdt øje med alle i det åbne kontorlandskab, og en dag kaldte han mig ind til sig, fordi jeg havde lavet en fejl i indtastningen. Det var aldrig sket før. »Hvis du lader være med at bruge tiden på at spille op til lagerarbejderne, kan det være, at du kan passe dit arbejde ordentligt,« sagde han. »Tror du ikke, at jeg har set sodavandssedlen?« Et øjeblik overvejede jeg, om det var min egen skyld, at lageret føltes lige så usikkert som et øde stisystem om natten. Derpå mærkede jeg vreden prikke i fingerspidserne. »Tror du virkelig, at jeg er interesseret i lagerarbejderne?« spurgte jeg og skulle til at fortælle ham, hvor forelsket jeg var i min kæreste, og hvor meget det forhold indtil videre havde kostet mig; det meste af min familie og alle mine ting, som mine forældre netop havde kørt på forbrændingen. Men hans blik stoppede mig. »Min søn er lagerarbejder,« sagde han. »Det ved jeg ikke, om du ved? Du er fyret.«