Kim Jong-un begyndte at gå med pistol som 11-årig. En Colt 45, som han bar i et skæfte på hoften. Allerede som otteårig optrådte den buttede dreng i specialsyede uniformer med stjerner på skuldrene, som fik Nordkoreas rigtige generaler til at slå hælene sammen og bukke for deres kommende leder.

Den tredje generation af Kim-dynastiet manglede aldrig noget. Heller ikke da landet fra 1994 blev ramt af en voldsom hungers-nød, som menes at have taget livet af op mod to millioner indbyggere. Ved familiens spisebord stod menuen på hajfinnesuppe, grillet fasan, dampet skildpadde, ged stegt på russisk manér og schweizisk raclette. Ris blev hentet i en særlig egn og håndsorteret, så kun de fineste korn fandt vej til arvingens skål.