For nylig hørte jeg norske Dag Haugerud forklare, at de mange vidunderligt intense og ærlige dialoger, der findes i hjertet af hans mesterlige film og bøger, ikke er inspireret af virkelige samtaler. De er snarere hans utopi – til kollektiv efterfølgelse – om, hvordan vi jo faktisk kunne åbne os for hinanden og dermed føle os mere hjemme i verden og i os selv.

Under læsningen af Stine Pilgaards nye roman, Ti vilde heste, slog det mig, at hun og Haugerud må være sjælemager: Deres værker er performative studier i hæmningsløs snak og oversharing som en slags næstekærlig bestræbelse – en næsteærlighedens bibler. De viser os i deres overdrivelser livsgevinsten ved at dele ud af sig selv og tro på, at også tilsyneladende utilnærmelige eller irriterende mennesker kan levere sunde korrektiver til vores stivnede selvopfattelser. Vi skal gå ind i andre, også når man slår sig på dem. Friktion skaber varme.