Smerte. Joe Biden har begravet to af sine børn og vil altid være ledsaget af sorg, men han tror på nytten af at kæmpe i de afdødes navn og ånd.

Tabet som drivkraft

Hvis det forestående amerikanske præsidentvalg alene skulle afgøres ud fra personlig lidelse, ville vinderen være Joseph Robinette Biden Jr., bedre kendt som Joe Biden. Som det fremgår af hans selvbiografi Lov mig – som udkom i USA i 2017 – er hans 77-årige liv stærkt præget af sorg.

To gange har han begravet sine børn. Første gang i 1972, da han var 36 år og nyvalgt senator for Delaware. Nogle dage før juleaften modtog han et opkald om, at hans kone, Neilia, og deres etårige datter, Naomi, var blevet dræbt i et trafikuheld. De to sønner, Beau (f. 1969) og Hunter (f. 1970), var sluppet med mindre skader.