Jeg har det med valgkamp, som jeg har det med december måned. Den er alt for lang, og når den store aften oprinder, glæder jeg mig mest bare til, at det hele er slut, fordi jeg den seneste måned har fået proppet tomme valgløfter ind i kæften, som var det havregrynskugler trillet af et børnehavebarn. Jeg glæder mig personligt til igen at kunne tage en metro uden at blive nedstirret af Mette Frederiksen og til at kunne bevæge mig frit på gaden uden at møde en valgplakat med påskriften »du er lækker« eller et billede af Mads Stranges skræmmende hvide tænder.

I valgkampens sidste uge spås Lars Løkke Rasmussen en afgørende rolle som kongemager. I min optik bevæger han sig lige på grænsen til at lave en Timothée Chalamet, hvor charmerende selvtillid bliver til grov selvovervurdering. I et interview med Jyllands-Posten siger Lars Løkke for eksempel først, at det er »hamrende urealistisk«, at han ender som statsminister, før han så siger, at han heller ikke kan afvise det helt, »når man nu er en ged, ik«. Der er klart nogle gedelignende træk ved Lars Løkke, for geder er angiveligt nysgerrige, meget intelligente og tilpasningsdygtige, ligesom de også klart er det dyr, der ville være mest troværdigt med en pibe i munden.