Reality. Hvorfor taler vi ikke om, at Jacob Mark genopstiller til Folketinget, selvom politik gjorde ham blind af stress? Anna Juul dækker valgets næsten vigtigste historier.
Det hele er udspekuleret
Konceptet rent drikkevand har vundet indpas i valgkampen. Egentlig er det absurd, at et land, der blærer sig med at være et fantastisk velfærdssamfund, ikke allerede har rent drikkevand, men på den anden side: Vi har jo heller ikke en psykiatri, der fungerer, vores fjorde er døde, og der er mennesker, der dør på bosteder som direkte konsekvens af omsorgssvigt, så hvad gør lidt nitrat fra eller til? Ja, det kan åbenbart give tarmkræft.
Men hvad kan efterhånden ikke give kræft, tænker jeg, og så begynder jeg at genoverveje min beslutning om at stoppe med at ryge, for jeg vil trods alt hellere have kræft af cigaretter end af et glas vand. Jeg er ligeglad med, hvad folk siger. Man ser altså sej ud, når man ryger. Bare se på Lars Løkke. Han skulle jo ikke have sig et stort glas vand efter at have brugt det danske masseødelæggelsesvåben – en »high-level working group« – på J.D. Vance og Marco Rubio i Washington. Han skulle have en smøg.
Del:


