Subalterne substrater, foren Eder

Jeg har ikke læst en bog som Opstandens underlag siden min kummerlige tid på historiestudiet i begyndelsen af 1990erne. Dengang ville jeg med stor ildhu have understreget hvert andet ord og samlet en kreds af ligesindede rødgardister til en diskussion om værkets mening og betydning. Eller »udsigelseskraft«, som vi sagde i fortiden.

Havde jeg forstået indholdet? Næppe, men det betød mindre i forhold til at kunne aflire nogle af fraserne til udvortes brug, når slipsebærende medstuderende – det var i efterdønningerne af Murens fald, hvor liberale og konservative vejrede morgenluft – skulle sættes til vægs.