Bedst som jeg troede, at jeg havde nået et mætningspunkt, hvad Tove Ditlevsen angår, vendte appetitten tilbage med Lilian Munk Rösings markante og skriftkloge bog om den på én gang skønne og skandaløse digter. 

Tove Ditlevsens veje er eksemplarisk forfatterskabsformidling, der gennem en fiks metode tager tråden op fra de fine Tove-biografier af Karen Syberg og Jens Andersen. Lilian Munk Rösing følger simpelthen digterens værk og skæbne via de adresser, hun havde gennem livet. Hun (altså forfatteren, Lilian, ikke Tove) opsøger stederne, fra barndommens gade på Vesterbro, hvor det hele blev grundlagt, til herskabslejligheden på H.C. Andersens Boulevard, hvor det hele blev gravlagt (dog må vi nøjes med at se det hele udefra, mens vi ærgrer os over, at hun ikke også ringer på og beder de nuværende beboere om lov til at kigge indenfor).